Om mig
Jeg er Rebecca
menneske før fagperson
Jeg er dybt optaget af, hvordan vi som mennesker kan leve så autentisk og frit et liv som muligt.
For mig handler det om at være forbundet med det, der er sandt for én. At kunne mærke, udtrykke og forfølge det, der resonerer, vækker liv og føles nødvendigt.
Det handler også om at kunne have tillid til sin krop – til at have ressourcer og kapacitet til både at rumme det lette og svære, uden at forlade sig selv – og om at kunne finde tilbage, når vi alligevel ryger ud over kanten.
At kende sig selv, sin biografi og det, man er blevet formet af – og samtidig kunne finde hvile i, at man er god nok, også selvom livet har givet ar og åbne sår.
Og ikke mindst at kunne være i relationer, hvor der er plads til både grænser, intimitet og dybde – og hvor konflikter ikke behøver at betyde brud, men kan åbne for reparation og endnu større kontakt.
For mig er det frihed.
Når vi kommer ind i livet, følger der nogle vilkår med. Nogle eksistentielle vilkår, der indebærer svigt, traumer, brud, smerte, ensomhed og meningsløshed.
Det er med til at forme dem, vi er, vores personlighed, værdier og som oftest danner de spor ind i den vej, vi vælger i livet.
Vi kan ikke ændre på, at disse vilkår følger med, men vi kan forholde os til dem og relatere os til dem.
For når livet gør ondt, og vi er svigtet i opvæksten, er vi indlejret i vores biologi til overlevelse. Allerede fra vi er børn, danner vi overlevelsesstrategier, der skal sikre vores plads i flokken.
Det er klogt. Men også rigidt.
Vores overlevelsesstrategier mangler fleksibilitet, og kan begrænse os vores adgang til det vi længes efter, og som mærkes sandt for os.
For mig er det, hvad livet handler om. At afkode alle de mystiske måder, min overlevelse har infiltreret mig på, så jeg langsomt kan blive mere mig selv.
Det er min forståelse af heling.
Om mig og min indgangsvinkel
Kroppen må med.
Min forståelse er også, at der er mange veje til heling. Der findes mange forskellige indgangsvinkler, heldigvis, for der findes mange forskellige mennesker.
Jeg tror på, at man bør vælge den tilgang – og terapeut – der vækker mest nysgerrighed, liv og resonans. Simpelthen følge det spor, som kroppen responderer bedst på.
For mig betyder det at inkludere kroppen.
Min erfaring er, at kroppen kan åbne op for helt andre landskaber. Kroppen er mere præcis og kan både støtte og åbne ind mod de steder, som sindet endnu ikke har bevidstgjort.
Kropsorienteret psykoterapi handler både om at mærke, hvad der sker i kroppen, både følelsesmæssigt, sanseligt og impulsivt – samt at hente ressourcer og støtte i kroppen til at opbygge modstandsdygtighed, nærvær og kapacitet i nervesystemet.
For mig er det en gamechanger.
Ikke fordi samtalen og den kognitive forståelse ikke er vigtig. Den er dybt nødvendig.
Men fordi, hvis kroppen stadig fastholder mig i gamle følelser, reaktioner og måder at både holde og opgive på, så er det en langt sværere opgave at føre min nye indsigt ud i livet.
*
Det næste, det for mig handler om, er langsomhed. Min erfaring er, at kroppen og nervesystemet har brug for, at vi sætter tempoet ned.
At vi ikke har for travlt med at løse eller fixe, men faktisk giver os selv tid til at lave den bæredygtige forandring, som både krop, sind, følelser og hjerne har brug for.
Dette er en af de største læringer for mig. Som et menneske, hvis mentalitet er hurtig til at skabe forståelse og sammenhæng – rent faktisk at blive langsom nok til, at kroppen og emotionerne er med.
Det har været fuldstændig nødvendigt for mig.
Jeg kommer ud af et dysfunktionelt familieliv med alvorlige omsorgssvigt. Det gjorde, at jeg brugte hele mit teenageliv og unge voksenliv i et massivt stofmisbrug. Jeg var traumatiseret i min tilknytning og havde udviklet strategier, der gjorde det svært for mig at passe på mig selv.
Den sammenhæng forstod jeg hurtigt.
Det var først, da jeg begyndte at genforbinde mig til min krop gennem yoga, kampsport og meditation og fandt en kropsorienteret psykoterapeut, at jeg begyndte at erfare sammenhængen mellem krop, følelser, vaner og udtryk.
Pludselig var hele mig med. Og dér begyndte der at ske en forandring.
Siden da har jeg været optaget af at forstå, hvad der sker, når vi begynder at skabe kontakt mellem krop, følelser, biografi og det liv, vi lever. Det er den undersøgelse, jeg stadig står i – og som jeg tager med mig, når jeg møder andre mennesker.